Da Mandela ankommer til Johannesburg får han forskellige jobs hos advokater, mens han selv gør sin jura-uddannelse færdig. Først via et brevkursus på UNISA – University of South Africa, hvor han får en bachelorgrad, og efterfølgende læste han jura ved Witswaterrand University. Det var lige omkring starten af 2. verdenskrig, og der var stor forskel på rettigheder for sorte og hvide, men de egentlige apartheid-regler var ikke trådt i kraft endnu. Det betød, at fx. at det stadig var muligt for sorte at få adgang til universitetet, omend de var i mindretal og ikke særlig velsete.
ANC
Mandela er gal over forskellene, gal over at de sorte ikke har noget at skulle have sagt, hverken politisk eller økonomisk, og i Johannesburg er han med til flere møder i forskellige organistationer, som forsøger at ændre dette. I 1942 beslutter han sig til at melde sig ind i ANC – African National Congress, hvis formål er at skabe et samfund, hvor alle mennesker – uanset hudfarve har samme rettigheder. Dette skal ses i modsætning til fx. PAC – Pan African Congress, som mente, at Afrika var for Afrikanere, og ville have de hvide og inderne ud af Sydafrika. Kommunist-partiet mente også, at alle mennesker skulle have samme rettigheder, så de støttede ANC. Mandela mødte også flere fremtrædende kommunister, bl.a. Fidel Castro. Det betød, at Mandela og andre fremtrædende ANC-folk tit blev beskyldt for at være kommunister, hvilket de ikke var.
Herudover var der forskellige organisationer, som ville kæmpe for de farvede eller for inderne. Alle organisationer havde som mål at bekæmpe styreformen, hvor de hvide alene havde magten, men i disse år blev det mest til en masse interne slagsmål, som ikke rigtig førte til så meget. Mandela valgte ANC fra starten, men samarbejdede med så mange af de andre som muligt, når det gav mening. I de første år var det dog vigtigt for ham og ANC at kæmpe med fredelige midler, dvs. demonstrationer, strejker, bliv-hjemme-aktioner osv. Ingen vold – og her kom han igen på kurs med PAC, som mente at tingene udviklede sig for langsomt, hvis man nøjedes med fredelige midler.
DE HVIDE I SYDAFRIKA
I store træk består de hvide sydafrikanere af 2 grupper. Der er englænderne, og der er afrikaanere – også kaldet boere, som er en blanding af forskellige europæiske folk, – mest hollandsk. Englænderne er fortrinsvis handelsfolk, mens afrikaanerne er bønder. Fra 1939 til 1948 var Jan Smuts statsminister. Han var boer, men uddannet i England og general, og han og Sydafrika kæmpede under 2. verdenskrig på englændernes side – imod nazisterne. Han tog initiativet til folkeforbundet og oprettelsen af FN, og han var egentligt imod den raceadskillelse, som var i Sydafrika. Men i 1948 taber Jan Smuts valget til Nationalist-partiet, som primært består af Afrikaanere.
APARTHEID
Daniel François Malan bliver statsminister, og nu strammes lovene, så raceadskillelsen bliver endnu større. Alle personer skulle registreres som enten hvide, sorte, farvede eller indiske. De hvide havde selvfølgelig de største privilegier. Så kom de farvede, inderne og til sidst de sorte. Der indføres forbud mod at gifte sig med en person af en anden race end sin egen. Alle offentlige steder – hospitaler, busser, strande osv. blev opdelt efter race. I 1950 kommer gruppe-område-loven, som deler byerne ind i kvarterer efter farve. Her bliver mange sorte kvarterer omkring Johannesburg ryddet, så de hvide kan bo der. Og nu må sorte kun være i de hvides område, hvis de bærer et pas, som viser, at de har arbejde i området. De skal også holde sig indendøre efter solnedgang.
I 1953 blev der indført en skolereform, som gjorde, at de private skoler for sorte blev forbudt. Nu kunne de sorte vælge mellem ingen undervisning eller dårlig undervisning i de offentlige skoler, hvor indoktrinering om hvilken race, der var bedst, var en del af skoledagen.
Dette er grundstenene i Apartheid, og det medfører en kæmpe administrativ byrde at holde styr på diverse racer.
MANDELA PRIVAT
Ved siden af sit arbejde i ANC får Mandela startet et advokatfirma sammen med sin ven Oliver Tambo, som også er ANC-medlem. De tager sig af diverse kontroverser, som opstår mellem de sorte og de hvide. De er de eneste sorte advokater i Johannesburg. De får nemt mange flere kunder, end de kan betjene. Men gennem dette arbejde får Mandela lært en masse dommere at kende. Nogle, som han kommer til at møde senere, da han ryger ind og ud af fængslet op til flere gange. I 1942 bliver Nelson gift med Evelyn, som han får 4 børn med. En lille pige dør som helt spæd, mens resten klarer sig. Nelson og Evelyn er gift i 13 år, hvorefter de bliver skilt.
Nelson Mandela har både et firma at passe og er meget aktiv i ANC, så han er stort set aldrig hjemme. Samtidig er Evelyn blevet optaget af Jehovas Vidner. Hun mener, at Nelson skal stoppe sit arbejde i ANC og i stedet omvende sig til Jehovas Vidner. Nelson er metodist og har ikke tænkt sig at lade sig omvende. Han interesserer sig for løb og boksning og er egentligt en habil amatørbokser. Han gik til boksning sammen med sin største søn, Thembu. Og løb, ja det fik han hele livet passet ind i programmet tidligt hver morgen. Når han var i fængsel, så løb han på stedet i sin lille celle, men han fik stadig løbe. Måske har det været med til at holde modet oppe hos ham gennem nogle svære tider.