fbpx

Cape og Karoo

24. januar – 8. Februar 2023

LUKKET FOR TILMELDING

Som navnet siger, så kommer denne tur til at foregå i Cape, dvs. omkring Cape Town og i Vinlandet, og den kommer til at foregå i Karoo, som er den store halvørken, som ligger inde i midten af Sydafrika. Vi er en lille gruppe på max. 7 personer.

Du kommer dels til at se og høre om Sydafrikas historie. Både den “gamle” historie fra da Hollændere og Englændere kom til Sydafrika, og den lidt nyere histore, som har med Apartheid og Mandela at gøre. Dels skal du vandre de lækreste steder omkring Cape Town, Kap det Gode Håb og i Vinlandet.

Vi tager en tur ud gennem Karoo, som er den halvørken, der udgør en stor del af midten af Sydafrika. Her er meget tyndt befolket, meget smukt og meget stille – måske bortset fra vinden. Virkelig afrikansk natur, når det er bedst – i mine øjne i hvert fald. Det er et sted, hvor der ikke kommer så mange turister, men efter at jeg var der i marts måned, jeg glæder mig ret meget til at vise området frem. Det at få en fornemmelse af de lange bjergkæder er fantastisk.

Vi kommer til Graff Reinet, som er en af de rigtigt gamle Boer-byer med smuk kirke og de hyggelige hvide og grønne huse, der er så karakteristiske for Boerne.

Til slut kører vi til Bloemfontein. Her får vi helt styr på historien, og bliver lidt forkælet, inden vi rejser hjem.

Det er en tur for dig, som er glad for natur, vandring og smukke og meget forskellige udsigter, og som samtidig godt kan lide at kende lidt til historien i det land, du besøger.

DAGSPROGRAM

Dag 1

Afrejse fra Danmark hen på eftermiddagen

Dag 2

Ankomst til Cape Town om formiddagen. Vi tager til Noordhoek, som ligger lidt syd for Cape Town. Det er her vi skal bo de næste 4 dage. Februar er sommer i Cape Town, så forvent mellem 25 og 30 grader i dagtimerne.

Vi kigger lidt på området, får købt ind og fundet os til rette. Måske tager vi ud og bader – måske tager vi bare en drink på terrassen.

Udsigt fra Table Mountain
Udsigt fra Table Mountain

KAP DET GODE HÅB

Dag 3

Nu starter turen for alvor, og hvorfor ikke starte med en vandretur helt ude på Kap det Gode Håb. Vi kører mod syd – langs med Atlanterhavet til vi kommer til det sidste stykke af spidsen, som er Nationalpark. Inde i parken stiller vi bilen og vandrer et stykke langs den klippefyldte kyst. En smuk tur, men lidt kuperet. Det er kun omkring 7 km, men du skal kunne gå på små grusstier – også hvis der ligger lidt løse sten. Udsigten er helt formidabel med kystlinie og et par store bakker inden vi til sidst får øje på fyrtårnet ude på spidsen.

Ved Kap det gode Håb

En dejlig måde at se Kap det Gode Håb. Ikke i de sædvanlige turistbusser, men ad de små vandrestier.

På hjemturen kører vi langs Det Indiske Ocean. Vi laver et kort stop i Simons Town, som er en gammel hyggelig by på vejen. Der er mulighed for en tur i kajak ved Simons Town.

Table Mountain set fra Blaukrans
Table Mountain set fra Blaukrans

TABLE MOUNTAIN

Dag 4

Idag skal vi til Table Mountain – eller Taffelbjerget, som det også kaldes. Det er det store flade bjerg, som ligger midt i Cape Town. Toppen er 1086 m over havet, og toppen er flad som en pandekage. Vi starter på “bagsiden” af bjerget – altså den side, som vender væk fra Atlanterhavet. Vi vandrer med Sydafrikansk guide op til toppen og krydser henover bjerget, til vi får udsigt over Cape Town, Cape Castle, Signal Hill, havet og Robben Island.

Nedturen foregår med kabelbanen.

Udsigt til Robben Island fra Table Mountain
Udsigt til Robben Island – og lidt af Cape Town fra Table Mountain

CENTRUM AF CAPE TOWN

Dag 5

Cape Town centrum er på programmet igen idag. Men denne gang er det selve byen, vi skal kigge på. Vi tager på en guidet byrundtur i den gamle bydel, hvor vi hører om det historiske Cape Town, dvs. hvordan både Englændere og Hollændere og mange flere kom sejlende hertil fra 1600-tallet og fremefter. Og hvordan byen med tiden voksede og idag er en storby på næsten 4 millioner mennesker.

Vi besøger også Waterfront, som er et hyggeligt havneareal/shopping område, hvorfra der er mulighed for sejlture til Robben Island, som er den ø, hvor Mandela sad til fange i 17 år – se billede ovenfor.

Nobelpris-vindere på Waterfront
Waterfront med Table Mountain i baggrunden. Figurer af Sydafrikas 4 modtagere af Nobels fredspris – Albert Luthuli, Desmond Tutu, De Klerk og Mandela.

STELLENBOSCH

Dag 6

Nu skal vi væk fra Cape Town og videre ind i landet. I første omgang er det en kort køretur til Stellenbosch, som er en af de større byer i Vinlandet. her tager vi på vandretur i de smukke bjerge, og efterfølgende tager vi ind til byen og får en god frokost og kigger lidt på byen, inden vi fortsætter til Kogelberg, hvor vi skal overnatte.

3
Vinlandet omkring Stellenbosch – vinmarker i dalene og smukke klipper højere oppe.

KOGELBERG

Dag 7

Kogelberg er et fantastisk naturområde. En af de bedste steder at se Fynbos, som er navnet på den specielle lyng-art, som kun findes i Sydafrika. Her er rigtig godt at vandre, så vi tager en god dagstur med Sydafrikansk guide, som ved ALT om fynbos, og som fortæller meget levende om dyr og planter.

Vi bor i nogle skønne øko-hytter. Et af de steder, jeg glæder mig meget til at besøge.

CAPE AGULHAS

Cape Agulhas
Cape Agulhas – Afrikas sydspids og hvor det skiller mellem Det Indiske Ocean og Atlanterhavet

Dag 8.

Turen fortsætter til Cape Agulhas. Dette er det sydligste punkt i Afrika. De fleste tror, at det er Kap det Gode Håb, men Cape Agulhas er faktisk omkring 40 km længere mod syd. Det ligger bare et sted, hvor kysten buer, så det er ikke så markant som Kap det gode Håb, som ligger for enden af en landtange.

Men det er sjovt at have set begge steder på samme tur. Det er også til diskussion om det er her ved Cape Agulhas – eller om det er ved Kap det Gode Håb, at det skifter fra Det Indiske Ocean til Atlanterhavet.

Der bliver tid til en tur op i fyrtårnet og en frokost inden turen fortsætter til De Hoop.

DE HOOP

fiskeørn
Fiskeørn som findes i De Hoop – dette billede er dog fra Drakensberg

Dag 9

De Hoop er et af de steder, jeg har været rigtigt mange gange. For her kan jeg blive ved at vende tilbage til, og jeg synes stadig, at her er lige lækkert.

Dels er her kysten med en stor vandreklit. Dels er her en flod, som “ender blindt”, da vandreklitten har sandet udløbet til. Det lavvandede flodområde med blandet salt- og ferskvand har et skønt fugleliv med alt fra pelikaner og flamingoer til mange specielle hejrer, isfugle og store rovfugle som fx. ørne og gribbe.

Vi vandrer en tur langs med floden og om eftermiddagen tager vi en sejltur og kigger på fugle – og hvis vi er heldige, ser vi også oddere.

KAROO

De røde bjerge i Karoo

Dag 10

Nu begynder turen ind gennem Karoo – altså den semidesert – dvs. halvørken, som ligger inde midt i Sydafrika. Vi kører væk fra kysten, krydser en lille bjergkæde og så med ét er vi inde i Karoo. Her kan godt være lidt varmere end ved kysten, men luften er tør, og her er smukt med de lidt rødlige bjerge.

Vi skal overnatte lidt uden for byen Die Rust i nogle virkelig dejlige, men lidt simple hytter lavet af bambus. Hytterne står på pæle, så vi bor på 1. sal og har den bedste udsigt, dejlig terrasse og lidt mere vind end nede på landjorden.

Oudsthoorn er kendt for sine strudse, disse strudse er dog i De Hoop.

Dag 11

Idag har du flere muligheder at vælge mellem. Du kan tage med til Oudsthoorn. Det er en by, som havde sin storhedstid, da det var moderne med strudsefjer i hatten i 1920erne. Du kan komme med ud at se en strudsefarm og se lidt på byen.

Hvis du har lyst til en cykeltur, så bliv sat af på toppen af Swartberg Pass. Det er ca. 50 km udenfor byen. Så cykler du selv tilbage til Oudsthoorn. Det er nedad bakke det meste af vejen. Det er en ret spektakulær tur med helt fantastisk udsigt, og du mærker landskabet og omgivelserne godt, når du er på cykel. Undervejs kommer du forbi Cango Caves, som er nogle drypstenshuler, som også er et besøg værd.

Endelig kan du vælge bare at blive ved hytten – tag en god bog med og brug dagen til at slappe af. Hvis du har tendens til stress, så er dette stedet, hvor du kommer HELT ned i gear.

GRAFF-REINET

Graff-Reinet og byens flotte kirke

Dag 12

Nu fortsætter vi videre gennem Karoo og kommer ud, hvor de lave bjergkæder ender. Vi kommer til byen Graff-Reinet, som er en af de virkeligt gamle byer, faktisk den 4. ældste i Sydafrika – grundlagt i 1786. Det er en rigtig Boer-by med masser af de karakteristiske hvide huse med udhæng og grønne eller sorte skodder for vinduerne og en stor kirke (Hollandsk-Reformert).

Vi tager lidt udenfor byen til Valley of Desolation. Stedet ligger i Camdeboo Nationalpark lidt udenfor byen og er kendt for sine klippeformationer, som er ret særegne. Her er en helt speciel stemning – nærmest lidt af evighed. Det er bedst kun at være få mennesker derude, og derfor er det godt, vi kun er en lille gruppe. Vi går en lille tur på ca. en time, inden vi vender tilbage til Graff-Reinet.

Valley of Desolation – læg mærke til de gamle vulkaner, som stadig står tilbage.

Dag 13

Vi skal videre mod Bloemfontein, som ligger i provinsen Freestate. Undervej krydser vi Orange River, som er den længste flod i Sydafrika. Samtidig er det også grænsen mellem Eastern Cape, hvor vi kommer fra og Freestate.

Vi krydser lige hvor der er bygget en dæmning på floden, så her er en stor opdæmmet sø, som bliver brugt til at kunstvanding. Der er også lidt dyreliv i nærheden af søen. Vi finder et sted med udsigt over søen og tager en god frokost, inden vi tager videre mod Bloemfontein.

BLOEMFONTEIN

Mandela-figur på toppen af Naval Hills, hvor han kan se det meste af Bloemfontein.

Dag 14

Bloemfontein er den største by i provinsen Freestate, der er en gammel Boer-republik, og den hvide del af befolkningen er fortrinsvis boere. Men de sorte udgør de fleste mennesker, og de er basotho – altså samme stamme, som dem, som bor i Lesotho. De er kendt som en meget fredelig stamme, og her virker også ganske fredeligt.

Efter Boer-krigene – hvor Englænderne havde kæmpet mod Boerne/Hollænderne, blev Sydafrikas hovedstad fordelt på 3 byer. Idag ligger Sydafrikas højesteret i Bloemfontein, så byen har status som én af hovedstæderne.

Vi ser The Womens Memorial, som er et mindesmærke for de kvinder, som døde i de engelske koncentrationslejre under den 2. Boerkrig. Samtidig tager vi en hurtig tur på krigsmuseet, som ligger ved siden af. Det er et ret godt museum, som giver fint overblik over krigen – både fra engelsk og fra hollandsk side.

Og så er det lidt tankevækkende, at englændere som Baden Powell og Winston Churchill var i Sydafrika og kæmpe. Det er ikke det, som jeg normalt forbinder med de to herrer.

Statue ved Womens memorial

Frokosten tager vi inde i centrum af Bloemfontein, inden vi slutter af med en tur til Naval Hills, som ligger i udkanten af Bloemfontein. Som navnet siger, er det nogle store bakker. Her er enkelte vilde dyr – ingen rovdyr, så vi kan godt komme ud af bilen, en kæmpe Mandela-statue og en fin udsigt over byen.

Dag 15

Turen nærmer sig sin afslutning, så vi tager til lufthavnen og hjemturen starter.

Dag 16

Hjemkomst til Danmark

PRIS

Turen koster 22.500 kr/person i dobbeltværelse. I prisen er indregnet flybillet fra København, transport, alle overnatninger og alle måltider i Sydafrika – undtaget, hvis I har brug for lidt i lufthavnen. Herudover er alle guidede ture og indgange til parker med i prisen – undtagen aktiviteter på dag 11. Depositum på 12.000 kr/person betales ved tilmelding.

En kajaktur ved Simons Town, en sejltur til Robben Island og aktiviteter på dag 11 i Oudtshoorn, fx. en cykeltur er for egen regning. Regn med 200 – 350 kr/aktivitet.

Der er begrænset mulighed for enkeltværelse, og det udløser et tillæg på 3.000 kr. Få dage skal vi selv lave aftensmad, hvor vi bor. Jeg forventer en hjælpende hånd – men i begrænset omfang.