
Byen er med sine 3,5 millioner indbyggere den 3. største by i Sydafrika. Kun overgået af Johannesburg og Cape Town. Den ligger ud til østkysten, hvor vandet er varmt, og man kan godt sige, at Durban – med 230 solskinsdage – har sommer hele året rundt. Dog er det varmest fra december til marts. Durban ligger i delstaten KwaZulu-Natal, det er her zuluerne bor.
Fra gammel tid er det dog en engelsk by grundlagt af den engelske guvenør Benjamin dÚrban i 1854. Her findes også en stor gruppe indere. De er efterkommere af de indere, som englænderne sejlede hertil fra Indien for at arbejde i sukkerrørsplantagerne og for at bygge jernbanen mellem Durban og Johannesburg. Så Durban er befolkningsmæssigt en sammensat og farverig by.

HVAD ER DER AT SE?
I selve Durban kan man opleve The Golden Mile, dvs. strandpromenaden. Her finder du bl.a. Ushaka Marine World, som er et vandland og akvarium i ét. Har du lyst til at prøve Afrikas højeste vandrutchebane samtidig med at du får set nogle spændende fisk, så er det her, du skal tilbringe din eftermiddag. Børn vil elske det – det gjorde mine i hvert fald.
Du kan opleve storbyen, der er flere gode shopping centre, restauranter mm. Der er også nogle gode museer, fx. KwaMule, som fortæller om livet i Durban og omegn under apartheid.
Det nye fodboldstadion, som blev bygget op til VM i fodbold i 2010, som jo blev afholdt i Sydafrika er også et besøg værd. Her er guidede ture af ca. 45 min. varighed mange gange om dagen.
Er man til indiske krydderier, sarier og andet indisk, ja så er det indiske marked – Victoria Street Market – et must.
Endelig er der den botaniske have, hvis du trænger til lidt fred og ro. Her er mange spændende planter og store træer fra et tropisk område.
Durban Indian Spice by Chris Eason, flickr.com Durbans nye stadion Durban – kunst af Sandra Cohen-Rose, Flickr.com
RUNDT OM DURBAN
Derudover er Durban et rigtig godt udgangspunkt for en tur i det østlige Sydafrika. Både mod nord, syd og vest er der noget, som det virkelig er værd at bruge tid på – især hvis du er naturmenneske.
Se forslag til en tur her. Du kan sagtens gøre det på egen hånd – uden rejseleder.
Bare 3 timers kørsel mod nord kan tage dig til St. Lucia, hvor der er godt at dykke og se på havskildpadder. Lige ved siden af ligger Hluhluwe, hvor du kan tage på safari. Det er en af de rigtig gode dyreparker med Big 5 – masser af næsehorn – både sorte og hvide.
Kører du mod syd i et par timer, kommer du til Wild Coast, hvor der både er smukt og rigtig godt at vandre, kigge på fugle, ro kajak mm. Vildt flot og stadig uden ret mange andre turister.
Og kører du ind i landet, ja så kommer du til en af mine absolutte favoritter i Sydafrika – nemlig Drakensberg. Der kan du bruge mange dage på at vandre eller cykle, du kan tage på en tur til Lesotho ad Sani Pass – den eneste vej fra KwaZulu-Natal til Lesotho – i en 4×4. Endelig kan du også bare sidde på terrassen ved en bjerghytte og nyde udsigten, det kan man godt blive lidt afhængig af.
VEJRET I DURBAN
Durban er en dejlig lun by med sommer hele året. Tjek vejret her.