Mandela og Cape

Udsigt fra toppen af Table Mountain
Franschhoek Vandring

MAX 7 DELTAGERE

Endnu en tur, hvor jeg prøver at tage det bedste fra alle verdener og samle til en virkelig god og varieret tur, hvor der både er masser af vandring, men også nogle historiske indslag især i forhold til Nelson Mandela. Som sædvanligt glæder mig rigtig meget til at præsentere den, især fordi jeg endelig får lavet en tur til Cape i oktober, hvor der både er mulighed for at se hvaler, og hvor fynbos blomstrer for fuldt blus.

Turen  foregår i det sydvestlige Sydafrika – den region, som hedder Western Cape. Den største by er Cape Town, og her bruger vi selvfølgelig nogle dage, men vi kommer også ud i Vinlandet og et stykke ud langs sydkysten.

MASSER AF NATUR OG HISTORIE

Det er en kombination af vandring i de smukkeste omgivelser, fx. ved Kap det gode Håb og på Table Mountain (Taffelbjerget) og lidt historiske indslag i Cape Town og i Vinlandet. Så du både får et indtryk af den fantastiske natur, som denne del af Sydafrika byder på, – Men du lærer også lidt om landet mht. histore, plante- og dyreliv. Jeg har valgt at lægge vægt på de steder, som har med Mandela at gøre. Derfor vil der være en halvdagstur til Robben Island, og vi vil køre forbi andre steder, som havde betydning for Mandela.

Der vil være hel- og halvdagsture med kompentente Sydafrikanske guider, både når vi vandrer og på de kulturelle dage. Men jeg er med på hele turen og kan oversætte til dansk. Jeg har lagt meget vægt på, at vi overnatter så naturskønt som muligt. Som der plejer er her gode senge, god mad og god sikkerhed.

Det er en tur, hvor jeg har valgt de allerbedste udsigter til, og derfor skal du være i stand til at vandre i lidt kuperet terræn. Det vil hele tiden være en sti, men den kan godt være smal og indimellem lidt stejl.

Læs mere om Cape Town her

DAGSPROGRAM

Dag 1

Afrejse fra Danmark om eftermiddagen

Dag 2

Ankomst til Cape Town om formiddagen. Vi kører til Noordhoek, hvor vi skal bo i et par gode hytter og slapper af resten af dagen. Måske tager vi lige i supermarkedet og får lidt godt, som kan nydes på terrassen, måske tager vi en tur på stranden. Til aften går vi ud og spiser.

KAP DET GODE HÅB

Kap det gode Håb set fra havet.

Dag 3

Idag skal vi til Kap det gode håb, som er en af mine favoritter i Sydafrika. Masser af mennesker tror, at det er Afrikas sydspids, men det er det IKKE. Selv om det er sydligt, og det rent naturmæssigt opleves sådan, fordi man kører ud ad en lang landtange og kan se vand på begge sider. Samtidig er det også stedet, hvor det skiller mellem det varme indiske Ocean og det kolde Atlanterhav.

Vi skal gå en tur på højderyggen, dvs. langs med det indiske Ocean. Vi har guide med og kigger på både dyre- og plantelivet. Vi er her på den rette årstid i forhold til at se hvaler, men det er også et rigtig godt område for Fynbos – den sydafrikanske lyng-art, som er ret unik, og her er zebraer, strudse og eland. Efter vandringen kører vi helt ud på spidsen og ser nærmere på Kap det gode Håb ved fyrtårnene.

Udsigten fra Silvermine
Udsigten fra Silvermine
Udsigt fra Silvermine af Paul Scott, flickr.com

SILVERMINE

Dag 4

Idag kører vi ikke så langt, vi tager en vandretur ved Silvermine. Det er et område, som ligger oppe på højderyggen, som Table Mountain er en del af, og som fortsætter mod Kap det gode håb. Tilbage i 1600-tallet troede man at her fandtes sølv, og man borede en del steder, men man fandt aldrig så meget som et enkelt gram sølv. Navnet hænger dog stadig ved. Her er en god bred grussti at gå på, en del stigning og fantastiske udsigter både mod Atlanterhavet og mod det indiske ocean. Her er også en lille sø, så efter turen på 8 km er der chance for en dukkert.

CENTRUM AF CAPE TOWN

Tablemountain og havnen

Dag 5

Idag er fokus er på det historiske. Vi tager til centrum af Cape Town og tager en sejltur ud til Robben Island. Vi ser fængslet, hvor Mandela brugte 17 år af sit liv, og vi hører historien om apartheid. Herefter sejler vi tilbage og har resten af dagen i Cape Town centrum. Der vil være tid til at shoppe på egen hånd, eller du kan besøge flere steder, hvor Mandela har været, fx. rådhuset, hvor han holdt tale dagen efter han blev løsladt.

TAFFELBJERGET – ELLER TABLE MOUNTAIN

Taffelbjerget

Dag 6

Idag kører vi til Kirstenbosch, som er den botaniske Have i Cape Town. Den ligger for foden af Table Mountain, så vi starter vandringen i haven og går op gennem en kløft til toppen af Table Mountain og nyder udsigten og går en tur på ca. 5 – 6 km. Vi kommer til Maclears Beacon, (det højeste punkt). Her på toppen i 1080 m højde over havet er der igen en meget smuk udsigt, og der er et køligere klima og et planteliv, som er meget anderledes end det tæt ved havet. Nedturen foregår med kabelbanen.

Når vi er vel nede igen, kører vi til Blaukrans, som ligger nord for centrum. Her er der god udsigt til Tablemountain, hvor vi lige har været. Vi får en god frokost, inden vi vender næsen hjemad efter en lidt hård dag.

KOGELBERG

Fynbos-af-Warren-Rohner-flickr.com

Dag 7 – 8

Nu forlader vi Cape Town og fortsætter langs med kysten til Kogelberg. Det er et sted, hvor der ikke kommer ret mange mennesker, men det bliver det absolut ikke dårligere af. Vi skal vandre i de bedste områder med Fynbos – den specielle lyngart, som kun findes omkring Cape Town, og vi skal se masser af pingviner og hvaler, og så skal vi nyde udsigten. Og vi skal have Dominic – min yndlingsguide til at fortælle om det hele. Jeg har ikke før haft mulighed for at bo i de økohytter, som er i området, men nu har jeg chancen.

Se en lille video om Kogelberg og økohytterne her: Se mere om Kogelberg

Pingviner
Pingviner ved Bettys Bay – på vej til Kogelberg

CAPE AGULHAS OG DE HOOP

Whale-tail-Gregory Slobirdr Smith, flickr.com

Dag 9

Nu skal vi videre langs kysten til Cape Agulhas, som er det sydligste punkt i Afrika. På vejen kommer vi forbi Hermanus, som går for at være verdens bedste sted at se hvaler fra land. Så hvis ikke vi har set hvaler endnu, så har vi en chance mere her, inden turen fortsætter til De Hoop.

Mountain Zebra af Gregory Slobirdr Smith, flickr.com

Dag 10 – 11

De Hoop Nature Reserve er endnu en af mine favoritter i Sydafrika. Det er en dyrepark uden rovdyr, men med rigtig lækker natur og dejlige hytter. Man kan gå rundt mellem zebraer, eland og bontebok, og da det er tæt ved et vådområde er her også masser af fugle. Vi skal bo her i 3 nætter, så vi har to hele dage. Den ene dag byder på vandring og en sejltur på floden, dvs. ud at se på fuglelivet. Den næste dag kører vi en tur ud at se på Cape Vulture, dvs. en grib i Potberg, som ligger tæt ved De Hoop. Det er en truet fugl, og det er faktisk det eneste sted at den store fugl holder til.

Læs mere om gribben og turen her:Læs om gribbeturen her

VINLANDET

Udsigt Franschhoek

Dag 12 – 14

Så forlader vi kysten og kører ind i landet mod vinlandet. Vi skal bo i den hyggelige by Franschhoek, som ligger helt inde i bunden af en dal med mindre bjerge nærmest hele vejen rundt.

Her har vi også to hele dage til rådighed, så vi bruger en dag på at vandre i Mont Rochelle, som er de højeste bjerge rundt om Franschhoek. Vi kører op til toppen af bjergpasset og får herefter en guidet tur rundt i området, hvor vi får en masse at vide om vegetationen og dyrelivet mv. Samtidig med at vi nyder den rigtig gode udsigt både over Franschhoek og til den anden side af bjergpasset, hvor vi kom fra dagen før. Der er også tid til at tage på vinsmagning.

PAARL

Næste dag tager vi til Paarl, ca. en halv times kørsel fra Franschhoek.

Først ser vi Victor Vester, som er en villa/fængsel, hvor Mandela blev flyttet hen efter Robben Island. Det er nærmest en luksusvilla, og han havde egen kok, kunne holde aviser, se fjernsyn og modtage ubegrænset besøg. Han kunne dog ikke tage ud på egen hånd – der var vagter og han var stadig i fængsel. Han var så glad for huset, at han efter sin løsladelse fik lavet en kopi af huset i sin hjemby Qunu i Eastern Cape.

Sydafrikansk vingård

Efter Victor Vester vandrer vi en tur i Paarl Mountain Nature Reserve. Det bliver 7 km, men i forholdsvis kuperet terræn. Ufattelig smuk tur med udsigt til alle sider. I klart vejr vil vi kunne se Table Mountain og False Bay (Indiske Ocean). Samtidig er plantelivet et kapitel for sig, så det bliver en dag med masser af indtryk, både historisk og naturmæssig, og kroppen får også lov at arbejde lidt.

Vinlandet
Vinlandet

DE SIDSTE DAGE

Dag 15

Så nærmer turen sig slutningen. Vi skal afsted fra Franschhoek, men vi har god tid, da vi først skal flyve hen på eftermiddagen. Hvis vejret er til det kan vi tage en lille vandretur mellem vinmarkerne, ellers får vi bare shoppet det sidste inden turen går mod lufthavnen.

Dag 16

Hjemkomst til Danmark.

PRIS

Turen koster 18.900 kr/person i dobbeltværelse. I prisen er indregnet flybillet fra København, transport, alle overnatninger og alle måltider i Sydafrika – undtaget, hvis I har brug for lidt i lufthavnen. Herudover er alle guidede ture og indgange til parker med i prisen. Depositum på 10.000 kr/person betales ved tilmelding.

Der er begrænset mulighed for enkeltværelse, og det udløser et tillæg på 3.000 kr. Få dage skal vi selv lave aftensmad i hytterne, hvor vi bor. Jeg forventer en hjælpende hånd – men i begrænset omfang.

Vi er max. 7 personer på turen. Kontakt for tilmelding eller mere info

Flere ture med rejseleder