En særlig rejse til Cape Town

Byer og Bjerge
Vandet og Landet
6. – 21. september 2022
9 pladser
2 pladser tilbage
På denne rejse til Cape Town kigger vi på de ting, som er værd at se rundt om Cape Town, men der er også et par dage til slut inde i selve byen.
Fokusset på denne rejse er dels på kulturen og historien i Cape Town og dels på plante- og dyrelivet i Sydafrika – eller faktisk på plantelivet omkring Cape Town – The Cape Floral Kingdom. Vi kigger på Margueritter, Fynbos og Proteas både i naturen og i den botaniske have, hvor der er i hundredevis af forskellige slags Fynbos. Haven er en af de ældste i Cape Town.
Udover planter kigger vi på de dyr – især antiloper, som er i Nationalparkerne. Herudover er der havet, hvor det i september især er hvalerne, som er spændende. Bjergene i vinlandet bidrager til de smukke landskaber, og endelig er der en del historie – dels i centrum af Cape Town, dels i Mosselbay et stykke nede af kysten.

Med på vores rejse til Cape Town har vi Laura. Hun er Sydafrikaner og opvokset i Cape Town, og hun kender byen og landet indefra. Laura er kunstner og kender mange gode steder, som er værd at besøge, både i forhold til kunst og kultur og i historisk øjemed. Men også hyggelige spisesteder, som jeg aldrig selv havde fundet. Laura har boet i Danmark i over 20 år, så hun taler flydende dansk. Jeg glæder mig meget til at have Laura med på turen.
Der vil være korte vandreture på op til 5 km, og enkelte steder kan du vælge om du vil vandre en lang tur, men denne rejse er ikke så krævende, som mine andre ture. Det er mere en tur, hvor du skal suge indtryk til dig. Dels af det smukke landskab, plante- og dyreliv. Dels af kulturen og bylivet.




DAGSPROGRAM
Dag 1
Afrejse fra Danmark hen på eftermiddagen.
Dag 2
Ankomst til Cape Town.
Vi kører til Melkbosstrand, hvor vi skal bo de næste par nætter. Melkbosstrand ligger ud til kysten, nord for Cape Town. Der er dejlig udsigt til Robben Island og til Table Mountain. Kysten er lidt forblæst og kan sammenlignes med den danske vestkyst.
Vi tager en forholdsvis stille dag, så vi lige kan lande efter flyveturen, men vi får lidt at spise i Blauberg, hvor der er smuk udsigt til både Robben Island og til Table Mountain.

Plantelivet
Dag 3
Nu starter turen for alvor.
Udgangspunktet er det mirakel, der sker hvert år, nemlig Forårsblomsterne på Vestkysten. Her ser man margueritter (Namaqualand Daisies) tæppevis i landskabet, et sandt skue og oplevelse for alle sanserne.
Vi kører lidt nordpå til Postberg Flower Reserve ved Langebaan. Det er en landtange, som stikker ud i vandet og skaber en lagune bagved. Her er fuldt af planter, som allesammen blomstrer i september, og der er virkelig smæk på farverne. Udover planterne er her også et rigt fugleliv, og tilmed nogle zebraer og lidt forskellige bukke. Postberg er kun åben for offentligtheden i september og oktober, så derfor er dyrene ikke trætte af biler, men derimod nysgerrige og kommer tæt på os.

Kirstenbosch
Dag 4
Idag skal vi til Kirstenbosch, som er den botaniske have i Cape Town. Haven ligger virkelig smukt placeret – lidt højt, nærmest på bagsiden/østsiden af Table Mountain. Både Kirstenbosch og Table Mountain er en del af Cape Floral Kingdom.
Verden er inddelt i 6 forskellige planteregioner, som hver har deres specielle arter. Cape Floral Kingdom er den mindste af disse regioner, men også den med flest forskellige arter. Her er virkelig meget at kigge på. Sydafrika er især kendt for sine Fynbos, som er en slags lyngplanter, og for sine proteas. King Protea er Sydafrikas Nationalblomst. Lyngen blomstrer i det sydafrikanske forår, som er i september.

Vi spiser frokost i Kirstenbosch, og derefter fortsætter vi ud i Vinlandet. Turen går over Paarl til Montagu, hvor vi skal bo de næste 4 nætter.
Protea
Dag 5
Idag bliver en god dag. Vi skal 30 km udenfor Montagu til en Protea Farm. Farmen ligger på en bjergskråning, så vi bliver kørt i en traktor med anhænger op til et udsigtspunkt på toppen. Herfra er der en fantastisk udsigt over Koo Valley og til Breede River.
Her får vi alt at vide om Protea – Sydafrikas Nationalblomst – og dyrkningen af den.
Vel nede igen skal vi smage den lokale Potjiekos, som er en gammel lokal Boer-ret. Det er en gryderet med kød, krydderier og grøntsager lavet over bål – kendt i hele Sydafrika.



Montagu
Dag 6
Nu skal der kigges nærmere på centrum af Montagu. Byen blev grundlagt i 1851 og er kendt for sine varme kilder og de smukke bjerge omkring den. Montagu er et centrum for landbrug, her er mange frugtplantager og vingårde. Punktet Bloupunt Peak, som er 1266 m over havet er også et besøg værd. Der vil være mulighed for en lidt længere vandretur ud i terrænet, men du kan også vælge at blive i byen, sidde lidt og nyde livet på en café og tage en tur på den charmerende hovedgade på egen hånd, eller du kan tage en rolig halv dag hjemme og fordøje de mange indtryk.
Hulemalerier

Dag 7
Endnu en dag i Montagu og omegn. Idag tager vi ud til Guano Caves, som er nogle grotter, hvor der bor flagermus. Ved indgangen er der bushman paintings, dvs. hulemalerier, så der her også boet mennesker i grotten engang. Grotterne ligger tæt ved de varme kilder, så her vil også være mulighed for en tur i poolen. Vi kører et stykke ud af R62 også kendt som panorama-ruten. Der vil også være tid til et besøg på en af de nærliggende vinfarme.
Mosselbay
Dag 8
Vi forlader Montagu og sætter kursen mod Mosselbay, hvor vi bliver indkvarteret i nogle hyggelige stråhytter som ligger ved kysten. Undervejs stopper vi og nyder udsigten over bjergene og finder et godt sted i en mindre by at holde frokost.

Dag 9
Vi skal se alt det Mossel Bay har at byde på – museet og de historiske fortællinger omkring Bartholomew Dias og hans søfart rundt om Cape Town. The Post Office Tree – et 600 år gammelt træ der blev brugt til at sende beskeder fra den ene søfarer til den anden, og hvor man stadig kan lægge breve i postkassen.
Ved den naturlige havn er der også en grotte hvor der har boet Strandlopere – dvs. Bushmen, som boede ved kysterne.
Der er en smuk strand at gå på, og der er mulighed for sælsafari. Endelig er der også selve byen at gå på opdagelse i. Hvis vejret er til det, griller vi ved vores hytter – i Sydafrika kaldes grillmad for en braai, og det bruges rigtig meget. – Det er nærmest nationalretten.
Knysna

Dag 10
Vi tager østpå til byen Knysna idag. Byen ligger utrolig smukt ud til en lagune, hvorfra der er en smal passage, en slags naturlig port til havet. Vi kigger på Knysna Heads, som de store klippeformationer på hver side af passagen kaldes, hvor bølgerne raser med fuld kraft.
Vi besøger også Knysna Waterfront. Her ser vi lokale kunstnere og deres kunsthåndværk, og så skal vi have en god frokost ved en af restauranterne langs med vandet.
Hvaler
Dag 11
Nu forlader Mossel bay og kører tilbage mod Cape Town til byen Hermanus.
Hermanus er kendt, som en af de bedste steder i verden at se hvaler, og vi er der på den rette årstid. Byen ligger inde i en bugt, og hvert år kommer hvalerne til denne bugt og føder deres unger. De bliver i bugten i nogle måneder, til ungerne har fået en vis størrelse. Klik på billedet nedenfor og se hvalerne.

Herudover ser på Den Gamle Bydel og får lidt frokost, inden vi tager den sidste del mod Cape Town, på endnu en panoramarute langs med kysten.
I Cape Town skal vi bo i området Noordhoek, der ligger lidt syd for centrum og for enden af Chapman´s Peak Drive – kendt i cykelverdenen for The Cape Argus Tour. Det er en af Sydafrika´s absolut smukkeste ruter. Det er en vej, som er hugget ind i klippen – tæt ved kanten mod havet. Vejen er bygget efter 2. verdenskrig af italienske krigsfanger.
Aftensmaden indtager vi i Hout Bay ved det ikoniske Mariner´s Wharf – her står menuen på Fish `n Chips.
Kap det Gode Håb

Dag 12
Vi kører sydpå mod Kap det Gode Håb, som også kaldes det mest syd-vestlige punkt på det Afrikanske kontinent. Her tager vi op til fyrtårnet med udsigt til havet på begge sider. Atlanterhavet mod vest og det Indiske Ocean mod øst. Vi tager en kort vandretur og mærker blæsten, som kan være skarp. Der er jo ikke noget land før Sydpolen – eller Argentina, hvis du kigger mod vest.
På vejen tilbage fra Kap det gode Håb stopper vi i Simonstown. En hyggelig gammel by, der er spækket med gamle viktorianske bygninger og oser af maritim historie, da flåden har sin base her. Et godt sted til en kaffepause.
Læs mere om Kap det Gode Håb her
Vi slutter af ved endnu et ikonisk sted i Kalk Bay, nemlig the Brass Bell, en af de ældste beværtninger i Cape Town. Et godt sted til en øl eller endnu en omgang Fish´n Chips hvis man er blevet bidt af det!
Cape Town

Dag 13 – 14
De næste dage kommer til at foregå omkring Cape Town. Så dagene byder endnu en gang på både smuk natur, men også historie og nogle kulturelle ting.
Laura og jeg vil rigtig vise dig Table Mountain, men vejret kan være ustabilt i september, så vi sætter ikke dag på, men slår til, når chancen er der. Derudover ser vi så mange af nedenstående steder i Cape Town som muligt, dog uden at det bliver en forjaget tur. Der skal også være tid til at nyde og suge indtryk til sig.

Vi besøger Groot Constantia, som er en af de første vinfarme, som blev grundlagt i Sydafrika af guvenøren Jan Van Riebeeck tilbage i 1600-tallet, og som udover vinfarmen rummer en spændende historie og arkitektur.
Herefter besøger vi Bo-Kaap, en meget farverig bydel, som blev grundlagt af de Malay-slaver tilbage i 1760erne. De kunne leje nogle kedelige grå huse. Men efter Apartheid, hvor de kunne få lov til købe husene, begyndte de at male dem i stærke farver. Hvert hus i sin egen farve som symbol på, at her var man herre i sit eget hus.

Turen hjem fra Cape Town går langs Atlanterhavskysten med endnu en chance for at se hvaler. Det sidste stykke kører vi på den berømte Chapmans Peak Drive og nyder de virkelig skønne udsigter.

Centrum af Cape Town
Vi bruger en dag i centrum af Cape Town centrum. Vi ser domkirken St. George´s Cathedral, hvor Desmond Tutu var biskop i en periode. Vi går ad Longmarket Street, en gågade med mange boder med souvenirs og andre godter, og vi ser Grand Parade, stedet hvor Nelson Mandela holdt sin første tale dagen efter sin løsladelse. Laura boede i Cape Town på det tidspunkt og var nede at høre Mandelas tale, så vi har en førstehånds stemningsberetning klar.
Endelig ser vi bastionen The Castle, Cape Towns ældste bygning, som minder lidt om kastellet i København. Her får vi Sydafrikas tidlige historie – i hvert fald den del af historien, som har Europæisk indblanding.

Til sidst men bestemt ikke mindst tager vi til The Waterfront, hvor der er rig mulighed for shopping, at se på gadekunster og musikanter, kunsthåndværk i The Red Shed og andre aktuelle udstillinger. Aftensmad på restauranten Quay Four (Kaj nr. 4), som er en af de ældste restauranter på havnefronten.
Fra Waterfront kan du tage en halvdags sejltur til Robben Island, hvor Nelson Mandela blev holdt i fangenskab i 27 år, turen er dog afhængig af vejret.

Dag 15
I eftermiddag skal vi hjemad, så vi har en dag uden program. Hvis der er noget, vi mangler, har vi chancen for at indhente det nu. Ellers tager vi en tur til vinlandet og kigger på Stellenbosch, inden at turen går mod lufthavnen.
Dag 16
Ankomst til København.
PRIS
Prisen for denne rejse til Cape Town er 22.500 kr/person i dobbeltværelse. I prisen er indregnet flybillet fra København, transport, alle overnatninger, alle guidede ture og indgange til parker og alle måltider i Sydafrika – undtaget, hvis I har brug for lidt i lufthavnen. Depositum på 12.000 kr/person betales ved tilmelding.
Der er begrænset mulighed for enkeltværelse, det udløser et tillæg på 2.000 kr. Du kan godt bestille billet alene uden at betale tillægget. Så vil du komme til at dele værelse med en anden person af samme køn.
En halvdagstur til Robben Island er ekstra tilkøb og koster ca. 350 kr. inkl. færgebillet og rundvisning på øen.
Jeg forbeholder mig ret til mindre ændringer.