ULYDIGHEDSKAMPAGNEN
En af de første store ting, som Mandela er med til at planlægge er ulydighedskampagnen. Året er 1952, og ANC har fået ny formand, nemlig zuluen, høvdingen og skolelæreren Albert Luthuli. Mandela bliver valgt som en af de 4 næstformand og som formand for ANCs afdeling i Transvaal, som er området i det nordlige Sydafrika, hvor Johannesburg og Pretoria ligger.
Kampagnen går i store træk ud på at trodse så mange af de strikse apartheid-regler som muligt. Fx. kunne man brænde sit pas af, eller man kunne blive inde i de hvide bydele til efter mørkets frembrud. Alt foregik med fredelige midler, men politiet fik travlt, og fængslerne blev overfyldte. Samtidig generede det de hvide arbejdsgivere, hvis de sorte kom for sent, fx. når de ikke kunne fremvise gyldigt pas.
Endelig havde det den effekt, at det for frihedskæmpere og andre sorte ikke længere er pinligt at have været i fængsel. Det kan faktisk godt være noget man er stolt over. I løbet af de måneder som kampagnen varer, bliver over 8.000 mænd og kvinder fængslet og senere lukket ud igen. Mandela og et par ANC-folk mere kommer for retten, og de får en betinget dom.
FOLKEKONGRESSEN
I 1955 tager ANC initiativet til en folkekongres. De inviterer over 200 forskellige organisationer – sorte, farvede, hvide og indiske – til at komme med idéer. Folkekongressen skulle opstille en række principper for oprettelsen af et nyt Sydafrika og skulle munde ud i et dokument, som var født af folket. En frihedserklæring. Der bliver sendt løbesedler ud i alle townships med spørgsmålet “Hvis du lavede lovene, hvordan ville du så gøre Sydafrika til et lykkeligt land for alle?” og andre sedler: “Vi opfordrer det sydafrikanske folk, sorte og hvide: Lad os tale sammen om friheden. Lad hele folkets stemme blive hørt, og lad os skrive det ned i en stor frihedserklæring”.
Selve kongressen fandt sted i Kliptown lidt udenfor Johannesburg den 25. og 26. juni 1955. De fleste deltagere var sorte, men både hvide, indere og farvede var repræsenteret. Mandela deltog selvfølgelig også – selv om han på det tidspunkt var bandlyst og derfor ikke havde lov til at mødes med andre.
De får skrevet frihedserklæringen, men hen på eftermiddagen den 2. dag, hvor den endelige godkendelse skal finde sted, stormer politiet op på tribunen og siger, at de har mistanke om landsforræderi, og ingen må forlade pladsen. Efterfølgende er denne frihedserklæring blevet et vigtigt dokument for ANC. Lidt på linje med uafhængighedserklæringen i USA eller menneskerettighederne. Staten vælger at køre en maraton-retssag for forræderi, som varer i 5 år. I denne periode sidder Mandela i retssalen hver dag, og han er nødt til at lukke sit firma, som han ikke har mulighed for at holde kørende længere. Sagen ender med frifindelse, men efter sagens afslutning vælger Mandela at gå under jorden.
VÆBNET KAMP
I 1960 havde PAC – den panafrikanske kongres – afholdt en antipaskampagne. Der var demonstrationer forskellige steder i landet, og i townshippen Sharpeville ca. 50 km syd for Johannesburg går det galt. Her er mange flere demonstranter end der er politi, og pludselig panikker politiet. Uden advarsel begynder de at skyde, og da dagen er gået ligger 69 mennesker døde. De fleste skudt i ryggen mens de forsøgte at flygte. Det udløser en regeringskrise, og det er første gang, at udlandet, bl.a. FNs sikkerhedsråd blander sig i sydafrikanske anliggender.
UMKHONTO WE SIZWE – NATIONENS SPYD
Episoden har fået Nelson Mandela til at indse, at det ikke fører til noget kun at bruge fredelige midler. Det hvide styre bliver bare mere og mere brutalt. Efter nogen overtalelse får han Albert Luthuli til at indse, at det er nødvendigt med skrappere værktøjer, og “Umkhonto we Sizwe” eller MK som betyder “Nationens spyd” på Xhosa grundlægges. Mandela er selv leder af organisationen, og han starter med en rejse rundt i resten af Afrika for at få militær træning og for at skaffe penge og våben til kampen. Selve planlægningen af MKs aktiviteter foregår på en bondegård i Rivonia, som idag er en bydel i Johannesburg.
Idéen er i første omgang at lave sabotage og måske senere guerillakrig. I august 1962 bliver Mandela stoppet af politiet, og han bliver anklaget og dømt for at have været rejst ud af landet og for at have opfordret til strejke. Det hvide styre har endnu ikke fundet ud af noget om MK. Han idømmes 5 års fængsel, og sendes til Robben Island. Senere – under en razzia i Rivonia – finder politiet ud af, hvad MK står for, og Mandela hentes tilbage til retssalen i Pretoria – anklaget for planlægning af væbnet kamp. Straffen er normalt døden ved hængning, men nu har Sydafrika for alvor fået hele verdens opmærksomhed, så det ender med en dom på livsvarigt fængsel.
WINNIE MANDELA
I 1958 – året efter at Nelson Mandela er blevet skilt fra Evelyn – møder han Winnie Madikizela. De bliver hurtigt gift, og de når også at få et par børn. Winnie var nærmest endnu mere glødende aktivist end Nelson. Og hun bakker ham fuldt og helt op i det arbejde han udfører for ANC.